Sport, kulde, tærte og blokfløjte - farvel & tak!

Så kom den – sidste søndag i Riga og dermed sidste reportage fra mig. Det er jo hulens underligt og både trist og rart. Det halve år herovre er godt nok gået stærkt og har været hel fantastisk, men samtidig er det også ret okay, at skulle sige hej til Danmark igen… og ikke mindst til alle jer - Jeg savner det faktisk  J

Pt. er jeg netop blevet færdig med at cleane lejligheden, så den er klar til, at dens nye beboere Rikke og Jens ankommer i aften.  Nedpakningen i kufferten har jeg endnu ikke kunne overskue, så det får lov at vente en dag eller to endnu…. Jeg ved allerede nu, at det bliver et problem at få alle mine ting til at være der, hvorfor jeg nok er lidt bevidst i min udskydelse af nedpakningen…- Magter  ik’ det brak J

Siden sidst er jeg snart blevet udlært eskimo – i hvert fald føles det sådan. Vi har kronisk minus grader… og ikke bare et par stykker af dem men minimum hele to håndfulde eller flere.  I dag så jeg et termometer på minus 12 grader, så brok jer ikke over kulde i Danmark. I går kom jeg for første gang til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne lade sne og minusgrader være en undskyldning for ikke at løbe, så løbeskoene blev luftet for første gang herovre siden jeg kom tilbage fra jul… og ved I hvad jeg så? Midt ude på den store kanal sad to fiskere midt på isen og fiskede. Når man tør sidde der, så ved man, at der ikke er tale om frostvejr for sjov, de er jo torvelige tossi :)  Jeg priser mig lykkelig for, at den kulde først er kommet her i januar og jeg dermed ikke får lov at mærke den alt for længe.

Endnu engang har det været lidt af en sportsuge med både håndbold og ishockey.  Mandag var Niller og jeg endnu engang at finde til håndbold hjemme hos Michael, hvor vi dog valgte den nemme løsning og bestille mad udefra frem for hjemmebageriet. Hyggelig aften og en sejr –  perfekt..ja tak J

Tirsdag var det Dinamo Rigas tur til at gå på isen. Det Danske Kulturinstitut har fået en praktikant Charlotte, som vi havde inviteret med til kamp.  Derudover mødte vi i beruset tilstand en ny dansk tilflytter til vores sidste ”Tour De Baltikum” (Troels), som også var inviteret med til kamp. Inden kamp tog vi en spisning med de nye Riga folk på Michaels restaurant Sveiks, som vi har hørt meget om, men aldrig fået prøvet… Det er hermed sket. Dinamo Riga lagde stilen og  tog første periode 3-0, hvorefter det dog gik galt. Det endte med straffekonkurrence og heldigvis klarede Chris Holt den, så vi kunne gå glade fra Arenaen med en sejr.

Onsdag var det så tid til den fantastiske håndbold dag, hvor Danmark jo pludselig mod alle odds gik videre til semifinale. Michael og jeg havde planlagt aftensmadsprojektet hed tærte – eller jeg havde planlagt. Michael er i oplæring i madlavning, hvor jeg skulle mene, at jeg er en okay kyndig læremester… men jeg tog gruelig fejl. Jeg startede stolt med at vise opskriften på en helse porrer/broccoli tærte, hvor vi dog var gået på kompromis med opskriften og havde tilsat skinke J Da Michael i dette madforhold er praktikanten, var fordelingen klar. Jeg ordnede grønsager og han lavede tærtedej. Da Michael er under æltningsprocessen kigger han forvirret op med mel over alt, og spørger, om det virkelig kan passe, at der skal være så meget mel frem for væske… ”Ja ja det er hel normal for en tærtedej" lyder mit svar. "Den er usammenlignelig med en bolledej”, hvorefter jeg iler videre med porrerrensningen.  Lidt efter kigger Michael igen op med samme mængde mel over det hele og en meget usammenhængende dej: ”Er du hel sikker på dette er normalt for en tærtedej Kamilla?”…. ”Ja ja bare ælt for satan”. Efter jeg er færdig med grønsagerne og måske faktisk tager mig tid til at se over på Michael, ser jeg  nærmere en skål med mel frem for tærtedej. Her må jeg overgive mig: ”tilsæt noget mere vand. Det der er ikke normalt”. Det gør han og til sidst hænger dejen sammen, men det var en dej, som var sej som bare pokker… og samtidig en dej, der var hel ubrugelig, da den ikke kunne rulles ud.

Okay enhver praktikant i et nyt fag kan have starts problemer, så min konklusion blev, at vi startede forfra med mig som dejmester… ”Hallo, hvor svært kan det være!” Stilsikkert gik jeg i gang og afmålte det hele – hvorefter det var mit hoved, der måtte kigge op fra æltningen med mel overalt. Konklusion: ”Der er noget galt med opskriften. Michael vær sød at google en ny opskrift”. En ny opskrift med masser af smør blev fundet, projekt helse tærte blev droppet og vi startede forfra. Den "gu gammeldaws tærtedej" blev lavet – faktisk blev der lavet to, for den var jo så lille, at den ikke engang kunne dække et halvt tærtefad... og endelig kunne vi fylde fyldet i tærtefadet. Aldrig har jeg været så lykkelig for at få en tærte i ovnen… for må godt nok indrømme, at det var et helvedes projekt at være chef for, når alt går galt som dette og maven samtidig rumler + den altafgørende håndboldkamp mellem Polen og Tyskland kører i baggrunden.  Ingen god historie uden happy ending – tærten blev præcis færdig til Danmarks kamp og den blev gu’! Dog mente madpraktikanten ikke, at der var behov for, at det lånte tærtefad blev i hans lejlighed. Han er vidst skræmt for altid - og ærlig talt jeg laver heller ikke selv en tærtedej foreløbig J

Torsdag var det så Niels og jeg, der for alvor fik lov at mærke, at vi er praktikanter, hvis vi skulle være i tvivl J I forbindelse med Danmarks EU formandskab havde Det Danske Kulturinstitut planlagt et blokfløjte ”flash mob”, som der egentlig ikke var meget ”flash mob” over.  165 små lettiske børn skulle spille ABC-sangen midt på domkirkepladsen – hvilken happening J Nu snakker vi jo to håndfulde minusgrader, så gudskelov havde kulturinstituttet fået ondt af de små mennesker, hvorfor de havde indkøbt 35 L juice, der skulle varmes og serveres i kulden – og her kommer praktikanterne så ind i billedet. For hvem skal dog stå og servere denne juice i kulden? Selvfølgelig praktikanterne (Hva’ har man dem ellers til) og derfor måtte Niels og jeg hjælpe kulturpraktikanten Charlotte med juiceuddeling. Det var KOLDT, men hvor var vi populære… Endda så populære, at en hjemløs pludselig kom hen og stak os 20 santimer i håb om, at han kunne købe en kop med.  Til trods for kulde og medlidenhed for de små fingre, der skulle håndtere blokfløjterne, var det egentlig en meget sød oplevelse… selvom jeg endnu engang har slået fast, at jeg ALDRIG skal være pædagog. Jeg fik jo stress af alle de børn, som først ikke kunne forstå, at de ikke kunne få juice før efter blokfløjtespillet, og dernæst ikke kunne forstå, at der kun var en kop juice til hver.

I kan se det lille event her: http://www.youtube.com/watch?v=d1RT0geYnts

Fredag var sidste dag som rigtig praktikant, da vi har Rikke og Jens med på job i næste uge. Fredag var derfor dagen, hvor der var planlagt officiel afsked med ambassadens folk. Niller og jeg serverede det store morgenbord med lækre oste, frugt, chokolade og champagne. Inden da var der tid til fælles fotoshoot, så vi aldrig glemmer hinanden. Det var en hel perfekt afslutning med tale fra Per og det hele J Fredag awten endnu engang håndbold hjemme hos Michael, der samtidig havde fået besøg af sin Pappi denne dag.

Lørdag var Thea, Niller, Michael, hans Pappi og jeg til min og Nillers sidste Dinamo Riga kamp for denne gang. Arenaen var fuld hel op, så forholdene var i top bortset fra det ikke blev til sejr. Efterfølgende var jeg med Michael og Pappi ude og spise og så godnat.

I dag har jeg været i fitnesscenteret, sikkert også for sidste gang, da vi nu har Jens og Rikke boende det sidste stykke tid.  Så var der lejligheden, som der skulle rengøres, hvilket blev mit projekt og nu er der bloggen J Om lidt smutter jeg til koncert med Michala Petri, der også er et arrangement i forbindelse med Danmarks EU formandskab… Ved ikke hvorfor vi i Riga har valgt blokfløjten af alt som tema. Det er ret skidt med denne koncert, da jeg jo hellere vil over og se håndbold finale. Jeg håber derfor på at kunne lave en sniger under koncerten, så jeg får bare lidt håndbold med også J

Jeg har travlt, så må smutte nu – men vi ses jo snart – og hey tak for I har taget jer tiden til at læse med… I er skønne hver og en J

Kamilla Fuglsang - Riga (for aller sidste gang)

 Ishockey med nye Riga folk - Charlotte og Troels

Blokfløjte "flash mob"

 Man er vel praktikanter

 Juice marridt og alt for mange utålmodige børn

 Et af de mange afslutnigs fotoshoot

 Sidste ishockey kamp i denne omgang

 Tre snart tidligere praktikanter i Riga

 Far og søn med nyindkøbte Dinamo huer :)

Lørdag awten og spisning

Step, håndbold og hygge skyllet ned med vodka

Kamilla Fuglsang – udstationeret korrespondent og stepperen, der altid snurrer modsat vej af alle andre i holdsalen. Dagens lærdom: ” step, bevægelses koordination og snurre rund det er bare ikke mig og derfor bør jeg holde mig væk fra sådanne hold!” Jeg har før praktiseret at være på søndagens stephold herovre, men efter dagens time husker jeg, hvorfor det er meget længe siden, jeg sidste har deltaget i dette hold.

Det starter altid blidt med en march på stedet og de simple trin, hvor sin selvtillid er høj og man tænker:” Du gør det sku godt”, når man ser sig selv ind i spejlet. MEN  så sker det:  instruktøren siger noget, som man ikke forstår og pludselig nærmest danser alle kvinderne over deres stepbænk, mens der står en Kamilla Fuglsang tilbage med stirremund og tænker: ”Hvordan fa’n gjorde de det?” Når man har stået tilpas langt tid med stirremund, tror man, at man har tjek på, hvordan de gør. Man vælger herefter at afprøve det. Det virker, man bliver stolt, hvorefter det nitten er, at man erfarer, at den øvrige holdsal er 10 minutter længere henne i programmet, hvorfor de nu laver en hel anden øvelse end den, man selv har gang i…. Ja ja 10 dage igen og så er jeg i Danmark. Grin bare af mig stepdamer , jeg forstår jer alligevel ikke J

Ud over dette har været ugen, hvor jeg har fået genfrisket genopfrisket træningsstandarten i Riga, hvilket har budt på mange gensyn med min holdmakker i g-streng, som jeg forsøgte at berette om sidst, har det også været ugen for hygge, hygge og hygge, hvilket især skyldes EM i herrehåndbold.

Eftersom Niller og jeg ikke kan se direkte dansk tv på vores computere, er vi nødt til at indlogere os som faste gæster hos Michael, når der skal ses håndbold. Ja og når man så alligevel skal være i hinandens selskab, kan man jo lige så godt lave det til en hyggestund af de store. Dette har betydet, at hver håndbold kamp har været lig fælles madlavning. Michael har haft ønske om at lære at bage, hvilket Niller og jeg nu har gjort vores til. Således betød den første håndboldkamp i ugen hjemmelavede burger, mens den næste betød friskbagte boller med ”wust”.  Fantastisk mad, selvom bollerne blev en smule underlige som følge af, at man lader drenge gå i et supermarked alene. Resultatet var, at de fremskaffede solsikkekerner til bollerne, var en smule underlige… eller skal vi sige popcornagtige. Jeg har valgt at tro på dem. ”Man kan ikke få almindelige solsikkekerner i Letland” J Ud over håndbold betyder disse aftener også Yatzy, da vi har en større dyst i gang … og her må jeg sige: Nok kan det være, at jeg ikke kan håndterer en stepbænk, men et raflebæger det er jeg lidt af en knag til.

På kontoret har Kerija og jeg som altid travlt… men ikke så travlt, at vi ikke stadig hygger os oppe kvisten, hvor  kontoret er placeret. Jeg må nok også indrømme, at sit motivationsniveau falder lidt i forhold til arbejdsopgaverne, når man ved, at man kører  på de sidste uger, således man alligevel aldrig når at se det endelige resultat af opgaverne. Det er så nemt i stedet at sige, at det må være en opgave til den nye praktikant J  Derfor bliver dagens vigtigste opgave istedet  at beslutte, hvor dagens frokost skal fortæres, da man pludselig får travlt med at afprøve alle de spisesteder, som vi tidligere kun har snakket om at prøve J

Weekenden har som den øvrige uge stået i hyggens tegn. Det føles virkelig fantastisk ikke at have noget uni projekt at bruge weekendens timer på J Fredag aften havde Per inviteret Michael, Niels og jeg ud at spise som en slags afslutningsmiddag. Per kender alle de gode ukendte restauranter og hvilket festmåltid vi fik. Det var en ’amensk’ restaurant og Pers ekspertområde, da hans kone har familie her. Per tog sig derfor af valget af forretter og tror faktisk ikke, at der var noget valg, for han tog jo bare dem alle. Den ene forret kom ind efter den anden, hvorefter vi delte og smagte af de hele… Så lækkert.

Ingen spisning med Per uden vodka til maden, så selvfølgelig fik vi både vodka, vand og vin til. Herefter var hovedretten vores valg og til sidst kaffe/the. Vi var mere end mætte, da vi forlod stedet, hvorefter aftenens afslutning for os unge mennesker blev en cola og øl på den ”lokale” inden sengetid J

Lørdag hyggede vi igen hos Michael med madlavning, håndbold og selvfølgelig melodi grandprix J Ja og nu er det så søndag.

Efter steppen i dag fik vi lidt af en overraskelse hjemme i lejligheden. Da omklædningsforholdene er en smule ulækre i fitness, tager jeg altid badet hjemme. Jeg står under bruseren og tænker, at den er lidt underlig. Efter badet vil jeg koge nogle rosenkål, hvor jeg gør den erfaring, at vi ikke har noget vand. Katastrofen er ikke stor, da vi køber vand på flaske herovre. Ingen bekymring jeg har vand på flaske at koge i. Katastrofen bliver først rigtig stor, når man erfarer, at vi to timer senere stadig ingen vand har. Der er stor opvask fra middagsmaden (med mit forbi for opvasker, er det lidt af en katastrofe), men endnu værre er tanken om, at man hverken kan skylde ud eller vaske hænder efter toiletbesøg. På gaden er de netop påbegyndt rørarbejde samme morgen, hvilket er forklaringen til det manglende vand. Men ærligt tal, man kunne da godt lige have sat en seddel op og advaret eller valgt en dag , hvor folk er på arbejde… Typisk Letland: Lad os kotte alt vand i en lejlighedsblok en søndag.

 4 timer senere og stadig ingen vand – og en Kamilla Fuglsang, der skal tisse… 5 timer senere stadig igen vand og en Kamilla Fuglsang, der skal tisse meget. Når man ikke ved, hvornår vandet kommer igen, hvis det overhovedet kommer igen, er jeg ikke meget for at tisse uden at kunne rykke ud. Derfor måtte jeg tage turen til shoppingcenteret tæt på lejligheden, tage elevatoren til 4. etage, betale 20 santiner og få lov at benytte deres kundetoilet. Hallo det var mig, der havde en nytårsfortsæt om at spare. Jeg har ikke afsat penge til toiletbesøg i budgettet J  

Efter en parktur/ gåtur i snevejr med Michael og Niels sidst på eftermiddagen, var der heldigvis igen vand, da vi vendte hjem her til aften. Var ellers allerede blevet nervøs for en manglende morgenbad i morgen tidlig…. Jeg skal aldrig udstationeres til et land uden vand J

Næsten kun en uge og I har mig hjemme igen… Det føles så mærkeligt.

Kamilla Fuglsang- Riga

Bagemesteren med hans burgerboller :)

 Hygge før håndbold

 Homemade burger

 Skål i vodkaen

Søndagstur i parken med sne

I'm back - jeg siger det bare!!!

En lang reportagepause grundet juleferie og langt om længe er jeg tilbage…. Selvfølgelig går jeg ud fra I har ventet på mig i spænding, som når der er sæsonpremiere på årgang 0 eller hvad jeres yndlingsserie måtte være J Om to uger er det dog hel forbi, da min tid som udstationeret i Riga slutter her.  Det er SÅ mærkeligt – vildt et halvt år kan gå så hurtigt.

Nå men sidste søndag vendte jeg altså tilbage til Riga… Endnu engang havde jeg den fornemmeste farvel delegation med til Aalborg lufthavn, som der også stod klar med flag, da jeg kom jeg den 23. december – I er jo fantastiske – desuden havde den kuffert med 10 kg’s overvægt heller ikke have været skøn at stå med selv, da jeg kom hjem til jul J Selvom man ikke er udsendt til et af verdens brændpunkter følelses det ret okay, at have sådan er opbakning – faktisk mere end bare ret okay J Til gengæld var der ikke meget opbakning i Kastrup lufthavn, hvor jeg havde 2,5 time at slå ihjel inden flyet til Riga i søndags– kedeligt JA.. et Womanblad kan virkelig læses til mindste detalje så J

For at være sikker på at have underholdning, når jeg ankom til Riga, fik jeg hurtigt arrangeret, at Michael og jeg skulle ud og spise aftensmad sammen- med et tomt køleskab, en landing kl. 18 og et land, hvor det koster ingen ting at gå ud, skulle man jo være et skarn, hvis ikke det betød restaurant tid. Vi var kreative og prøvede et nyt sted, hvilket var succes af en lækker mexicansk restaurant.

Mandag var det back på job, hvilket egentlig var meget rart. Oven i købet har jeg som følge af EU-formandskabet fået ny arbejdstid, så jeg nu møder 8-16… Perfekt for det morgenmenneske som jeg er. Det passer mig meget bedre end 9-17, selvom jeg denne morgen var meget forvirret, da vækkeuret ringede. Jeg anede jo ikke, hvor jeg var…Så ved man, at man har været på stand by fra Riga for længe J

Mandag aften tog Michael og jeg til arenaen, hvor Dinamo Riga skulle spille mod et  russisk hold… Det var den bedste kamp længe og fantastisk at være tilbage. Vores ”ven” målmanden Chris Holt tog to straffe og kampen blev afgjort i overtid – selvfølgelig vandt Dinamo Riga og stemning var FANTASTISK. Min nye tilværelse som ishockey fan i Letland, kommer jeg til at savne.  Nu er der to hjemmekampe tilbage inden jeg igen er bosat på Reberen, så må hel sikkert ud og se dem!

Onsdag aften var jeg back i træningscenteret i Riga – hvilket jeg på ingen måde kunne være i tvivl om. Da jeg var hjemme til jul, fik jeg gjort brug af mit Fitnessworld medlemskab temmelig meget og hvor jeg dog elsker de danske standarter… Med disse standarter frisk i erindringen, var det som om, at jeg blev ekstra meget påmindet om, hvor elendig Letlands standarter er.  Jeg tog på holdet fatburner i City-fitness Riga og fik mig noget af et syn. Foran mig under holdtræning stod en russer 50+ med fuld make up og permanent,  iført gamacher med gymnastikdragt uden over – vel og mærket i model g-streng…. Så er man ikke i tvivl om, at man er i Østeuropa J

Fredag og weekenden igennem har vi afhold afslutnings ”tour de Baltikum” i Riga, hvilket betyder, at vi har haft besøg af de danske praktikanter fra Tallinn og Vilnius – vores 4. samligsweekend under vores praktikanttid. En hel fantastisk weekend som altid når dette selskab er samlet. Fredag bød også på vinterens første sne i Riga, hvilket betyder, at der også er hvidt nu… ligesom der er ALT for glat. Riga med alle brostenen er jo sindssyg i vinter-mondering… selvom det er flot, har jeg allerede fået nok J

Fredag aften ankom vores gæster, hvorfor vi var ude og få en enkel godnat-drink inden sengetid. Lørdag tog vi en rask gåtur eller skal vi sige en Laaaang gåtur –  den blev noget/meget længere end beregnet, da vi gik efter et bowlingcenter, fandt det og erfarede at alle baner var optaget de næste mange timer, hvorfor vi måtte indse, at vi havde gået 7 km forgæves og tage endnu en gåtur til et nyt center…. En lang gåtur samtidig med sne og vind… men samtidig en herly’ gåtur, hvorefter en tur på costa coffee efterfulgt af bowling i det andet center (der heldigvis havde baner)  var fortjent.

Efter bowling havde vi Yatzy dyst. Vi var selv ret stolte – Travetur, bowling og Yatzy, hvad giver I os… Dagens ungdom, kan man ikke sige, er uvorne… med disse aktiviteter kunne det jo ligeså godt have været pensionisterne med Nilles busrejser, som var på tur. Men så kom det: Ingen afslutning uden prisoverrækkelse, så Niller og jeg havde lavet stemmesedler og medaljer klar. Lige pludselig kom en ekstra regel med ind i prisoverrækkelsen, nemlig: Med en pris fulgte et tequila shot…. og her slap vores pensionist gen så op og vi blev uvorne og skøre J Efter prisoverrækkelsen skulle vi mødes med de norske praktikanter fra Baltikum, som med perfekt timing også havde samlings weekend i Riga. Det blev til en festmiddag på den mexicanske succes restaurant, efterfulgt af gak og løjer hjemme i lejligheden samt en bytur vi sent glemmer

Søndag og dagen derpå- Det tror jeg nok…. Hvilket også gør, at det har været lidt af en kamp at få udarbejdet denne reportage… men nu har i den og jeg kan gå i seng J

Kamilla Fuglsang - Riga

 Back på stadion

 Fans og det rigtige outfit ;)

 Vi siger tak for kampen og ikke mindst sejren :)

 Genforening med Tour De Baltikum og en godnat drink

 Prisoverrækkelse og tequila

 Kamillas høst af priser

Mexicansk hygge med nordmænd og senere udskejelser

Projekt, overspringshandlinger og snart DK

Halløj halløj

Den her bliver kort, for lige om straks er jeg alligevel hjemme i DK og så kan I jo få mig live i stedet J  Og nå ja så har jeg måske bare heller ikke oplevet så meget, da jeg har knoklet med projektskriveriet det sidste stykke tid… No life, no life – muligvis ja, men det følger med, når man har valgt at være fuldtidsrapporter ved siden af studiet J

Som I fornemmer, har jeg brugt mine aftener fornuftigt på projektskrivning denne uge… eller næsten alle aftener. Tirsdag skulle jeg have vejledermøde, som jeg havde set meget frem til… Jeg smuttede tidligt fra ambassaden, så jeg kunne være klar til skype-kaldet fra vejleder kom, hvilket desværre bare aldrig kom. Manden var blevet syg og dermed ingen vejledermøde. Hvad gør man så? – skriver videre på sit projekt i stedet? Neeej da fjolle, der var ingen anden udvej end at søge trøst i shopping. Min undskyldning var god, da jeg stadig mangler et par nye højhælede, da de gamle er brostensnedslidte… og en nytårsaften uden hæle… arh tag du bare på shopping Kamila.

Vores eget shoppingcenter tæt på lejligheden er efterhånden blevet kedeligt, så i stedet tilbagelagde jeg en 8 km gåtur en tirsdag aften kl.18 til fordel for favorit centeret… Dermed var det ikke kun et spørgsmål om et par sorte med hæle, men overspringshandlingens undskyldning blev krydret med et behov for frisk luft og trav J Hæle fandt jeg ikke og indrømmer også, at jeg slet ikke kiggede efter det… alt for mange andre butikker tog min opmærksomhed, hænderne blev fuldt op af poser, den økonomiske samvittighed ramte mig og så var det ellers bare ud i blæsten og hjem… Dermed lurer skoene stadig som en god lovlig overspringshandling i fremtiden – kald mig bare smart J

Onsdag var Niller og jeg ude at holde oplæg om dansk virksomhedskultur for nogle universitetsstuderende, som læser dansk og har et fag kaldet ”forretningsdansk”, hvor de netop havde haft tema om dansk virksomhedskultur…. Lige mit felt og dermed en super fed opgave at få. Mange af eleverne var de selv samme personer, som jeg tidligere har forsøgt lære at lave danske julehjerter/dansk musetrappe. Dette oplæg gik noget bedre end sidste udfordring J Eleverne var gode til at stille spørgsmål og specielt traditionen om  danske firmajulefrokoster havde de mange spørgsmål til. Tror de var lidt chokket over ideen med snaps og fulde kollegaer, så undgik derfor også at komme nærmere ind på kopimaskiner, utroskab og andet J

Onsdag aften var der håndbold på programmet og når Danmark spiller, er dette også lovlig overspringshandling. Hjemme hos Michael kan der ses direkte dansk tv, så planen var klar: Aftensmad og håndbold med Niller og Michael + en dansk sej… Jo tak J

Fredag var det nyt vejledermøde, ligesom der var stor deadlines dag på handelskontoret, da alle fakturer skulle være registreret denne dag, ligesom flere opgaver skulle være færdige. Jeg havde i den forbindelse nok lidt unødvendig stress, da jeg troede at deadline for registrering var kl. 12 formiddag (13 i Riga), hvorfor jeg tillod mig at udskyde frokosten og stresse. Selvfølgelig drillede EDB-systemet, som Oluf Sand ville have sagt, så jeg måtte ringe efter hjælp hos UM i KBH. Her var en dame så sød at fortælle mig, at deadline var kl. 12 midnat… Jeg takker og  bukker og husker for fremtiden, hvor afgørende det er, at man noterer om der er tale om a.m. eller p.m. J

Weekenden har været projekt og alt går heldigvis fornuftigt frem. Tænk engang tro ski det bliver jul igen i år J

I morgen skal jeg tilbringe min dag ude på en møbelfabrik, da den danske direktør kommer til Letland og har lovet praktikant rundvisning. Tirsdag er der officiel juleafslutning på ambassaden, da Per går på ferie. En hårdt arbejdende rapporter som mig holder naturligvis til det sidste, således  jeg først går hjem til juleferie d. 23 J

Onsdag aften skal Niller, Thea og jeg se Cirque Du Soleil, hvilket er hel underligt, da det er billetter, vi allerede købte i August, hvor der var læææænge til….tiden går stærkt, tiden går meget stærkt.

Torsdag pakker jeg kuffert og så er jeg klar til familien står klar i Aalborg lufthavn fredag d. 23 klokken aften - glæder glæder glæder mig. Mon ikke det bliver til en rejemad hos søs og svoger sammen med mor og far, inden drømmeland rammer. Det ville ihvertfald være i tro ånd med en "Familien Vibevej-velkommen hjem tradition" J Jeg tager overnatningen i Aalborg, så søs og jeg kan komme til julespin lørdag morgen og efterfølgende mødes med hele familien hos mormor J Hvor ser jeg frem til at komme hjem til jer alle sammen, spinningscyklen, fars julefrikadeller og en frugtstang eller to, da mit lager desværre for længst er udløbet J

Jeg holder juleferie indtil d. 8. januar, hvorefter der igen er nyt fra Riga.

Lige nu venter dagens overspringshandlinger, der blandt andet hedder håndbold og tortillas – ikke dumt J Derudover har jeg også fået en mail fra en af de dansk studerende, som jeg gav mit visitkort efter oplægget i onsdags i tilfælde af spørgsmål. Dagen efter kom en mail og spørgsmålet (trommehvirvel): "Hvad er din holdning til Muhammed tegningerne Kamilla?” Nå ja hvorfor ikke, jeg må hellere gå i tænkeboks og brygge et svar tilbage.

Jeg har desværre ikke så mange billeder at brillere med denne gang… Jeg ville have vist billeder af Rigas julemarked, men troede der snart ville komme sne, hvorfor jeg ville vente… men vi er stadig snefrie og HURRA for det!!

Kamilla Fuglsang – Riga.

Møbelmænd, øv-tilstand, jul og klapperi

”Ich habe zehn Finger,

zwei Hände,

zwei Arme,

zwei Schultern,

zwei Beine,

zwei Knie und zwei Füße”

87’ere og andre, der har haft samme lærebogsmateriale som mig og mine tysktimer i folkeskolen, vil kunne synge overstående tekst som en sang – måske oven i købet lavefagterne til. I hvert fald er det en af de tysk-lærdomme fra min folkeskole, som hænger ved.  Til dem af jer der tænker: ”hva´fan´er nu det?” Så er mit budskab bare, at jeg vil fortælle, at min krop er intakt – og heldigvis for det J I det har Niller og jeg nemlig gennemført en meget stor udfordring fra vores ”What to do liste”, hvilket I må høre meget mere om senere, da vi først tager: Ugen der gik J

Mandag var vist  bare total hverdag. I hvert fald husker jeg ikke dagen, så mon ikke det må betyde: "Intet spændende og nyt." Tirsdag var derimod meget mere interessant, da jeg var med det fine selskab i byen. Som jeg tidligere har nævnt, har vi travlt på handelskontoret, da flere møbelfirmaer har fået øjnene op for Letland. Det betyder, at vi har en dansk virksomhed, der netop har opkøbt en stor møbelproducent herovre og nu er i gang med ansættelse af personale osv. (ca. 120 folk) Denne virksomhed  (Kvist) har noget samarbejde med Fritz Hansen – jep det er dem med Arne Jacobsen, Wegner og de store danske designere, hvorfor en mand fra denne virksomhed var over at tjekke samarbejdspartnerens opkøb. For mig betød det, at jeg blev inviteret med to møbelmænd (en fra hver virksomhed) på dinner tirsdag aften sammen med Kerija, da handelskontoret laver store opgaver i forbindelse med opkøbet. Det var super lækker tre-retters og hygge. Efter maden kørte Kerija hjem, hvorefter jeg tog mig kærligt af de to møbelmænd… ”Hvordan gør man bedst det?” Man tager dem selvfølgelig med ud at drikke øl. Faktisk skulle jeg bare vise dem vej til deres hotel, men da de selv forslog en drinks, ville man da være et skarn, hvis man takkede nej i dette selskab. Jeg er fra Handelskontoret og må udvise service, så selvfølgelig viser jeg vej til pub J Den ene øl/ drinks blev til flere, og må indrømme jeg var en smule svimmel, da jeg ramte sengen… men altså også kun en smule. En herly’ aften desværre uden noget møbelafkast som en Syveren eller et Piet Hein bord, men derimod en invitation til fabriksrundvisning næste gang  direktøren lander i Letland, hvilket jo heller ikke er værst J

Onsdag erindrer jeg heller ikke noget særligt fra… muligvis fordi, at min fritid stort set omhandler projektskrivning for tiden. Med en deadline d. 5. januar, ville det ikke være hel dumt, at have så meget på plads inden juleferien afholdes i opvartningsland – bedre kendt som Vibevej 24, Drøj’lue.

Torsdag var ikke hel god, da der var ekstraordinært personalemøde med en mindre sjov besked… Besparelser i Udenrigsministeriet medfører, at man vil lukke Handelsafdelingen og den politiske afdeling  i Riga og flytte disse til henholdsvis Finland og Estland… Dermed kun en ambassadør og borgerservice i Riga, som det ser ud pt., hvilket selvfølgelig betyder fyringer L  Lige nu er der et EU-formandskab, som venter i januar, hvorfor ændringer må formodes først at blive herefter. Det betyder også, at afløserne for Niller og jeg kan være rolige… men øv hvor surt for de søde kollegaer på ambassaden, som dette kommer til at  ramme. Hvor mange og hvad det vil ramme osv. er dog endnu ikke hel klart. Som optimisten tænker jeg dog, at man må se mulighederne i en sådan situation frem for nedturen. For kollegaerne der må smutte, venter der en ny fremtid fuld af muligheder – Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget J

Oven på en depri torsdag på ambassaden kunne man frygte, at årets ambassade julefrokost næste dag, ville have været malplaceret. Status: Heldigvis ikke tilfældet – Ambassade folk er seje J Fredag var der dømt jul for alle pengene, så vi lukkede  ned kl. 13, hvorefter vi alle drog mod den svenske ambassade, der havde inviteret til Lucia og frokost i residenten. Lucia er tilsyneladende noget meget stort i Sverige, hvorfor denne invitation hos ambassadøren, som så meget andet i julen, er en tradition. Må sige det var hyggeligt, især fordi vi samme dag så Letlands første julesne, der dog forsvandt igen samme aften og ikke har været set siden.. Hvilket passer mig og løbeskoene glimrende J  Frokostmenuen var naturligvis svensk… så der var kødboller alla IKEA for alle pengene. Lucia og julesange skabte stemning, og så er de der Luciaboller da heller ikke værst… Jeg bytter gerne Danmarks klejner ud til fordel for dem J

Efter den svenske ambassade kørte vi hjem til vores danske kollega Trine, der havde alt dansk julemad klar… ikke værst at smage leverpostej igen J Det var en stille, rolig og ikke mindst hyggelig aften. Vi havde både quiz og pakkespil, der endnu engang fik julehumøret i top. Da vi startede tidlig, stoppede vi også tidlig, så Michael og jeg slutte aftenen af med en omgang net-tv og håndbold: Danmark-Sverige. 1 stk. sejr og perfekt afslutning på en fredag J

Lørdag stod den på projekt – og endnu en svensk Lucia koncert til aften. Den svenske ambassade og diverse svenske sponsorer havde arrangeret Lucia koncert i Domkirken. En koncert jeg havde sikret mig et par fribilletter til gennem en svensk kvinde, jeg stiftede bekendtskab med gennem sidste weekends projekt julebazar J Faktisk var det næsten VIP billetter, jeg havde sikret, da pladserne næsten var ved siden af diplomatpladserne. Foran mig sad en svensker med et kæmpe kamera, så måske det bare var pladser for os presse folk – og selvfølgelig pressens bodyguard, der denne aften var Michael… En entusiast koncertgæst og bodyguard, der åbner programmet og udbryder:” Fuck der er hele fire agter”  og så var bekymringen om en lang aften på kirkebænken startet  J

Søndag og vi er nået til, hvor jeg startede. Jeg er intakt!! I dag havde Per inviteret Michael, Niels og jeg hjem til ham i residenten, så vi kunne sikre, at Niels og jeg fik besøgt dette sted, mens vi stadig er praktikanter. Pers hund har for nyligt fået hvalpe, så Pers hensigt var selvfølgelig også, at vi skulle se disse små søde nussere (af nogle køtere). Når man er en Kamilla Fuglsang, kan dette godt være en invitation, der kan ses som en udfordring. Altså ikke at besøge residenten og Per men at besøge hundene… Dyrelsker kan man aldrig sige, at jeg har været.

I mine spæde år, var jeg engang undulatejer, men det var jeg jo kun fordi, at jeg havde en storsøster, som havde glemt at informerer resten af familien om, at hun havde købt to undulater af en klassekammerat. Resultatet var nogle forældre, som var lettere chokkoret, da der pludselig stod en mor fra skolen med to undulater uden for døren – og så blev Vibevej udvidet med Pip-Hans og Plette J Senere kom der også kaniner - Ninus blev min og jeg smed da også en håndfuld piller ind i buret hver morgen (næsten)…  lærte dog aldrig selv at løfte ham ud af buret af frygt og da kræet samtidig gik hen og blev ufattelig gammel,  gik han vist hen og blev mors kaninJ

Dermed kan I nok forstå: ”Fire stk. hundehvalpe, en eftersigende bidsk hundemor og en chef, der er hundeelsker”… Jo tak for en udfordring!!!  Ikke mindst i forhold til vores ”What to do liste”, der krævede et klap af hundemor J  Men men men må faktisk sige, at det gik overraskende godt. Per hentede os kl. 12, hvorefter vi kørte hjem til ham i Jurmala. Bilen blev parkeret, hundene begyndte at gø bag døren… og hjerteslagene begyndte at tage til.  Døren bliver åbnet, morhunden springer ud og her er Niller og jeg hurtige… ”Klap den og krydset er sat!” Et hurtig klap og  i samme sekund henter Per en kotelet af et stykke kød og kyler ud i haven, hvorefter døren bliver lukket… og dermed et stk. kotelet og hundemor i haven…Pyh J Herefter hvalpetid og tid til overraskelse… Hallo, de var jo slet ikke farlige, vil faktisk sige, at de var søde… Hvem skulle have troet, at disse ord skulle komme ud af en Fuglsang? Må sige man lærer meget om sig selv af et sådan praktik ophold J

Efter hvalpekæl og rundvisning i villaen var det tid til en tur til vandet og fiskerestaurant…  Bestemt ikke nogen dårlig invitation J Efter maden, en hurtig gåtur ved vandet, inden Per kørte os til stationen og turen gik i tog mod Riga – hyggelig søndag og nu projekt skrivning.

Kamilla Fuglsang – Riga (vuf vuf)

 Lucia koncert hos den svenske ambassadør

 Endnu en svensk Lucia - denne gang i domkirken

 Hvem havde troet dette?

 De flokkes jo om mig og min kærlighed ;)

 Niller og hvalp

 Til dem af jer, som kender vasketøjet... ville bare vise, at det også er blevet julet :)

SÅ vigtigt!!

Juletid, hjerter og bazar

Dengang der gik jul i Riga – det kunne meget vel være titlen for denne uges eventyr… og dermed ved man også, at det har været en fantastisk uge for en Fuglsang med Gertrud Sand gen i kaliber one…hygge here we come J

Julen tyvstartede jo allerede lidt sidste weekend i Vilnius og forsatte søndag aften, efter vi kom hjem, hvor jeg gik mig en aftentur i den gamle bydel af Riga, der var fuld af mennesker,  2 julemarkeder, julemand og boder over alt… Så hyggeligt og hel perfekt – eller næsten hel perfekt, hvis jeg kunne have behersket mig. En dame stak en stor træske ud foran næsen på mig fra hendes bod med noget spiseligt på… spiseligt jo hvorfor ikke, det er jul. Det lignede en nød alla brændt mandel, men det smagte fuld ud forfærdeligt og absolut ikke som brændt mandel.  Konsistensen var bestemt ikke nød men blød alla det klammi juleflæsk af noget slik, som man kan købe i Danmark om julen. 1-2-3 synk…. 1-2-3 rod efter noget tyggegummi i lommen, som ikke eksisterer der…1-2-3 følg skaftet på den lange ske og få øjenkontakt med damen igen, peg på hendes brunkager i håb om, hun lægger en af dem på hendes ske og stikker ud i næsen på dig…1-2-3 det lykkes, arh god smag i munden igen og julen er dejlig tid J

Med brunkagesmag i munden kunne jeg fortsætte min julevandring og selvfølgelig blev der indkøbt adventslys og andet julepynt til lejligheden, hvorefter projekt pynt op startede efter hjemkomst. Der er langt fra nok julepynt i lejligheden, men når man ved, at man alligevel ikke kan få alle disse glaskugler osv. med hjem til Danmark, bliver man alligevel lidt for økonomisk tænkende til at pynte den fuldstændig op. Godt jeg ved, at jeg skal hjem på juleferie d. 23 til et hus på Vibevej, der utvivlsomt er pyntet op – ligesom der ikke er nogen fare for, at mormor ikke har pyntet mere end op, hvorfor det bliver det årlige nisselandskab i Bindslev, som vi holder juleaften i J

Jeg burde sige, at mit store projekt denne uge har været uni projektet…. Men sagde jeg det, ville jeg jo lyve. I dag afholdte IWCR (International women’s club Riga) julebazaren, som jeg før har nævnt og hvor jeg havde sørget for, at vi som dansk ambassade deltog. Med Michael og Niels som hjælpere har ugen derfor gået med forberedelser til denne begivenhed…. Og hvilket vellykket arrangement, der uden tvivl var forberedelserne værd.

Tirsdag var vores chauffør Janis og jeg ude ved Egmont’s datterselskab og hente 155 børnebøger, som de havde været så venlige at donere i den gode sags tjeneste (alle pengene fra julebazaren går selvfølgelig til velgørenhed) Tirsdag var der samtidig det sidste julebazarmøde på den svenske ambassade, så vi kunne sikre, at alt var på plads til vores nordiske fælles stand på bazaren. Til et sådan møde erfarer man virkelig, at de øvrige deltagende kvinder, alle er damer, som der er i Letland, fordi deres mænd arbejder her, hvorfor de ikke selv har andet at give sig til og nu har meldt sig i den gode sags tjeneste… Jeg siger, at der blev diskuteret småting på dette møde, eksempelvis var der en 10 minutters diskussion om, hvad det var, at Irena havde på af tøj til sidste års julebazar. Fint hvis man ikke havde andet at lave denne dag, men mindre fint når man skal tilbage til arbejde…Ha ha heldigvis havde jeg Micael og Niels med (som de eneste mænd i selskabet) og de formåede fint at lave  en ”hmmHmmhmm…Jeg tror, at vi bliver nødt til at gå nu”, og så var de tre danskere fløjet fra hønsegården J

Efter sponsorgaverne langsomt er dumpet ind på ambassaden, er flere af de lokalansatte også pludselig blevet interesseret i at hjælpe med projekt julebazar, så onsdag gik Anita, Santa og jeg i gang med at prismærke bøger, hvor jeg måtte lade de lokale damer tager styringen… Selvfølgelig skulle tingene sælges billigt, men i mit hoved med danske priser som sammenligning, er det jo vanvittigt, at man kan købe en hel ny bog for 3 kr., men i lettiske øjne var det tilsyneladende prisen for nogle af bøgerne, så selvfølgelig fulgte jeg ordren og skrev på de fine prismærker, som Janis havde købt ind til formålet… og faktisk var det bare perfekt at opleve, hvor meget flere af de andre lige pludselig gik op i projektet, som startede med, at ingen gad deltage  J

Torsdag og 1. december var aftalen med drengene klar: Der skulle bages pebernødder en mas efter arbejde, så vi kunne sælges disse på standen.  Vi tog derfor hjem til Michael efter job, julemusikken blev fyret op, julestemningen var i top og bageriet gik i gang. Det var teamwork af det bedste (med undtagelse af, at vi aldrig blev enige om pebernød opstillingen… de mente, at de skulle opstilles i rækker, mens jeg bare smed dem hulter til bulter på bagepladen… - et effektivitetsspørgsmål der aldrig kom til enighed J ). Et par gange under vores bagning hørte man da også sukket ”Åh gud, er der stadig så meget dej tilbage?” Efter bageriet var belønningen derfor heldigvis stor (vil faktisk sige, at den ikke kan blive større). Michael har givet mig den aller bedste juleoverraskelse, da han har sørget for, at jeg kan se Andersens julehemmelig hver dag i december, hvilket jo er tradition, hvorfor det er en stor ære, at den ikke skal brydes, selvom jeg er i Riga. Selvfølgelig skulle vi derfor også se Andersen inden Niller og jeg kunne vende hjem til godnat tid.

Fredag var det meningen, at vi skulle afholde endnu en bageaften, da der også skulle laves kanelkage til julebazaren… men sådan blev det ikke hel. Letland har et Nordisk kulturakademi, ligesom man kan læse nordisk sprog på universitetet. De studerende og deres lærer afholdte fredag klubaften, for de studerende som læser dansk. Det var en aften, hvor temaerne var dansk humor og hygge. Per skulle holde et oplæg om dansk humor og en dansk cafeejer (Jack muffins) om dansk hygge. Efter de to oplæg, skulle de studerende havde dansk risalamande, hvorefter der var quiz tid og gruppearbejde – og til sidst skulle de se ”Klovn the movie”. Alle på ambassaden havde fået tilbuddet om at deltage i dette arrangement, og da jeg utrolig gerne ville med, var det lidt af et problem at skulle bage kanelkage fredag aften.  Jeg lovede derfor, at jeg nok skulle grine under Pers oplæg om aftenen, hvis han ville lade mig gå kl. 12 fredag i kanelkagens tjeneste, så både Niels og jeg kunne mødes med de danskstuderende. Det var en aftale, Per gik ind for, så fredag smuttede jeg fra job kl. 12 og gik mod Michaels lejlighed for at bage kanelkager (Vores egen lejlighed er udstyret med en gasovn, som man ikke kan indstille med grader, hvorfor det ikke er nemt at bage en kage ved 200 grader i en halv time).  Efter min brandkatastrofe i vores lejlighed, lovede jeg Michael, at det naturligvis ville blive med nøje opsyn, at kagerne blev til… og det blev det – jeg sad jo nærmest foran ovnen og kiggede ind hele vejen igennem J

Aftenen på kulturakadamiet var ganske herlig – og endnu engang kom julestemningen i top. Hvor meget de forstod af Pers oplæg var vist begrænset, i hvert fald var der ikke hel så mange grin J Hyggen forstod de lidt bedre, måske fordi det involverede både stearinlys og danske spandauere, som lokkemiddel. Per smuttede efter oplægget, men Niels og jeg lovede at blive aftenen ud. Gruppearbejdet var en quiz om dansk humor og hygge, og sikke nogle søde spørgsmål.

 Eksempelvis: ”Hvad siger gæsterne, når de forlader en hyggelig aften i Danmark?” 1) Tak for en uhyggelig aften, 2) Det var ikke hyggeligt  3) Det var en hyggelig aften” J

Selvfølgelig vandt min gruppe, hvilket betød, at vi alle måtte vælge en valgfri dansk bog eller film, og dermed er jeg nu blevet ejer af Ole Thestrups selvbiografi ”min lange rejse hjem” (den mand er jo genial, så jeg synes bestemt også, at det var en genial præmie). Næste projekt denne aften gik ud på, at vi skulle lave danske julehjerter. Har faktisk aldrig vist, at der var noget specielt dansk over et julehjerte, hvilket jeg da også tydelig efterfølgende fik vist. Læren spørger mig, om jeg kan lave julehjerter. Selvfølgelig kan jeg det - ingen problem. Hun spørger mig så, om jeg kan gå hen og assistere en af grupperne og forklare, hvordan man gør.  Der er Kamilla frisk (hun hopper op på kværnen …okay intern joke til søster), men i hvert fald er jeg selvfølgelig frisk og går hen til den lettiske pigegrupper, der spændt sidder og venter. Må sige at Niels og jeg havde lidt sær status i dette forum pga. vores nationalitet, så tror nok, at de så lidt op til sig… måske gjorde de dog ikke hel bagefter, i hvert fald må jeg være danskeren, som ikke kan lave danske julehjerter, ikke spiste danske spandauer og ikke kan lide dansk risalamande.  Specielt projekt julehjerte skulle  vise sig at være katastrofe.

I min gruppe starter jeg fint ud og viser, at man lægger papiret dobbelt og klipper en bue (forestil jer denne scene mens jeg nynner Jørgen Clavin). Efter jeg har klippet, kan jeg mærke i mig selv, at det her kan gå galt… for hvad fanden er det, at man gør nu? Men jeg bevarer selvfølgelig min coolness og nynner videre, klipper tre hakker ind (beroliger mig selv med, at tre hakker er et  let enkelt julehjerte) og så skal jeg fletter. Jeg prøver, men ak min nynnen må stoppe, jeg bliver rød i hoved og må le ”ha ha det er godt nok mange år siden”, forsøger at få deres forståelse og prøver igen… det lykkes stadig ikke. Pludselig rejser en af pigerne sig for at gå hen og få hjælp af en anden gruppe, og så indser jeg, at jeg må få fat i den lærerinde, så hun kan vise min gruppe, hvordan man gør. Men ærligt talt reddet jeg den faktisk ret godt, da jeg efter lærerindens hjælp præsenterede dem for musetrappen og droppede projekt hjerte.  Jeg siger, de var solgte… For dem var musetrappen også hel klart en mere overskuelig udfordring, og da de ikke havde set dem før, var de lige så begejstret, som os børn, der ikke kunne lave julestjerner af strimlerne i folkeskolen J Efter julehyggen var der dømt klovn, hvor Niels og jeg havde lovet at lave en kort præsentation. Det vigtigste var nok at pointere, at filmen klovn ikke handler om en cirkusklovn, som flere af dem troede J

D. 14. december skal Niels og jeg endnu engang holde oplæg for flere af dem som en del af deres undervisning i faget forretningsdansk. En aftale Niller har fået etableret og som jeg synes er hel perfekt, da vi skal snakke om dansk virksomhedskultur kontra lettisk, som er ret relevant i forhold til mit uni projekt – win win!!

Win win var julebazaren også i dag. Vi fik solgt masser af varer, hvortil jeg må pointerer, at specielt min kanelkage gik som varmt brød…. De var tovlig tossi med den – og den blev som det første udsolgt … men okay den var vel også det billigste, som vi havde på standen – ha ha måske letterne ikke havde råd til andet J Men vi fik nu også solgt meget andet og jeg fik også købt en hel del. 500 kr fik jeg mindst smidt i velgørenhed, men så fandt jeg altså også et lækkert tæppe,  som udgjorde halvdelen...og hey julen er vel også tiden, hvor man skal hjælpe de svage - ergo det er okay, at du har brugt penge Kamilla :)  Vores 15 termojakker var ikke hel nemme at komme af med, men heldigivis kom en japaner forbi og fik øje for sagen... og en japaner kommer sjældent alene, så straks var der en gruppe :) Der er dog stadig jakker tilbage og jeg sender gerne pr. postordre, hvis det skulle have interesse :)

Alle de nordiske ambassadører deltog, der var masser af spændende stande, Michael og jeg fik hilst på Dinamo Riga spillere …. Og Chris Holt (målmanden) huskede så udmærket godt vores aften på Donagans med Kristina Madsen… hvad mere kan man ønske sig, det skal hel sikkert nok blive en god jul J

Kamilla Fuglsang - Riga

 Anita og Santa i prismærkningens tjeneste

....just an ordinary day at work ;-)

 Drengene og projekt perbernød

 Det kaldes effektivitet :)

 Her var der stadig lang vej igen

 Færdige poser og mr. minut ur - så vigtig en accessories

 Kurven er fuld og de 3 danskere er mere end tilfreds

 Juhuu for en belønning

 Jack muffins og hygge i dansker klubben

 Projekt julehjerte - eller skal vi sige mussetrappe

 Julebazaren og vores nordiske stand

 Nordisk stand

 Michael og Niller - nu også som forklæde modeller :)

 Baltic candle = Dansk starinlys i Letland og en god sponsor

Dansk jul = pebernød

 ...og akvavit

 Michael, Per og Niels

 Kamilla cykler sig til en banan smoothie i den gode sags tjeneste

 Skål i min smoothie

 De danske bazararbejdere nu med hver deres gevinst fra tombolaen

 Svensk ambassadør, norsk, dansk og finsk



 ...og de uundværlige praktikanter ;)